Velkommen

I FDF møder vi børn og unge med fantasi, fællesskab og en kristen holdning til livet. Vores kerneaktiviteter er bl.a. friluftsliv, musik og leg.

Opstart efter sommerferien

20.08.2017

Første mødedag efter sommerferien er den 21/8 kl. 18.30-20.00 i Lommen!


Det skal du bruge af udstyr

Forbundsskjorten
I FDF har vi en forbundsskjorte, som den eneste nødvendige beklædningsgenstand. Den skal have FDF Skanderborg-Stilling påsyet over venstre lomme. Kredsbetegnelse får du ganske gratis ved henvendelse til din leder.

Skjorten kan du købe hos 55° NORD www.55nord.dk.

Skjorten er blå, og lavet af et meget solidt stof, der holder mange år.

I øjeblikket koster en forbundsskjorte 295-355 kroner.
Vent dog med at købe skjorten til du er helt sikker på, at du vil gå til FDF. 

Sangbogen
FDFs sangbog hedder “March og lejr”. Den skal du også bruge som FDFer. Alle medlemmer får udleveret “March og lejr”, så når kontingentet er betalt inkluderer det også en sangbog. Sangbøgerne ligger normalt ude i Lommen, så de ikke bliver væk. 

Dolke og knive
Det er normalt ikke nødvendigt at have hverken dolk, kniv eller andet ekstraudstyr for at være FDFer, men flere klasser bruger den meget, hvorfor det kan være en god ide at anskaffe sig en.

Alle skal have taget “Dolkemærket” før end man må bruge dolken. Dette håndhæves særligt blandt puslinge og tumlinge. Tag en god snak med din klasseleder, før du investerer i en. 

Beklædning
Det er kun forbundsskjorten der er nødvendig for at gå til FDF, men der er en bred vifte af forskellige beklædningsgenstande. Hav altid tøj på efter vejret, og tøj som må blive beskidt. Man kan aftale med klasselederen at have et sæt regntøj/skiftetøj ude i kredshuset. 

Rygsække og vandrestøvler
Vi tager ofte af sted på ture, har overnatninger i det fri m.v. Telte og andre ting af samme skuffe ligger kredsen inde med, men personligt udstyr skal medlemmerne selv købe. Tag igen en snak med klasselederen om, hvad der er godt at købe.